Medarbejdere ved Pædagogisk UdviklingsCenter
Vision og Områdebeskrivelse
Vision for PUC Aabenraa
PUC Aabenraa skal i samarbejde med skolerne – enkeltvis såvel som i et samarbejde skolerne imellem – bidrage til udvikling af den enkelte skole og af hele skolevæsnet.
PUC Aabenraa skal fungere som pædagogisk drivkraft og inspirator samt styrke netværk og videndeling.
PUC Aabenraa skal i samarbejde med skolerne, skolebibliotekerne (tidligere pædagogiske læringscentre) og vejlederne videreudvikle fremtidens skolebiblioteker til gavn for alle børn i hele kommunen – med særlig opmærksomhed på læselyst, litteraturlyst, kultur og meningsfulde læringsaktiviteter.
Kerneopgaven i PUC Aabenraa er alle elevers læring, dannelse og trivsel.
PUC Aabenraa områdebeskrivelse
PUC Aabenraa er et team af leder, konsulenter, tovholdere, vejledere og administrative medarbejdere, der varetager en række administrative, pædagogiske og udviklingsorienterede opgaver inden for undervisning og læring, kultur, IT og læremidler.
Med udgangspunkt i gældende lovgivning og kommunale politikker understøtter PUC udviklingen af pædagogiske tiltag, og i samarbejde med ledere og skolernes pædagogiske personale arbejdes der for at skabe optimale vilkår for aktive, sunde og velfungerende læringsfællesskaber.
Konsulenter og tovholdere har spidskompetencer inden for deres faglige områder, og de vejleder, støtter og sparrer i forhold til pædagogiske og udviklingsmæssige opgaver i skolerne.
PUC og skolernes skolebiblioteker (tidl. PLC)
PUC Aabenraa skal i samarbejde med skolerne, skolebibliotekerne og vejlederne udvikle og styrke skolebibliotekernes funktion, så de lever op til opgaverne i Folkeskolelovens § 19, stk. 2 (gældende fra 1. januar 2026) – med fokus på læselyst og litteraturlyst samt adgang til relevante undervisningsmidler og meningsfulde læringsaktiviteter.
Skolebiblioteket er en del af skolens samlede pædagogiske og didaktiske understøttelse og skal understøtte skolens arbejde med undervisning, læring og trivsel. Skolebiblioteket bidrager bl.a. ved at:
-
stille analoge og digitale undervisningsmidler til rådighed for skolens undervisning, herunder fysiske bøger til elevernes undervisning og fritidslæsning
-
understøtte elevernes læsning og skabe rammer for læselyst, fordybelse og oplevelse
-
udvikle og understøtte undervisningsrelaterede aktiviteter for elever, der fremmer nysgerrighed, virkelyst og deltagelse
-
vejlede om kulturtilbud og litteratur samt relevante læse- og kulturaktiviteter
-
understøtte skolens udviklingsarbejde og det pædagogiske personales planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen
-
samarbejde med folkebiblioteket og andre relevante eksterne parter, hvor det styrker skolens arbejde med læsning og kultur
PUC Aabenraa understøtter skolebibliotekerne gennem rådgivning, kompetenceudvikling, netværk og fælleskommunale initiativer, så skolebibliotekernes indsatser bliver sammenhængende, praksisnære og tydeligt koblet til skolernes prioriteringer og elevernes behov.
Note: Bekendtgørelse om folkeskolens pædagogiske læringscentre (BEK nr. 271 af 28/02/2022) er ophævet pr. 1. januar 2026. Skolebibliotekets opgaver fremgår nu direkte af Folkeskolelovens § 19, stk. 2.